Giro.tv2.dk

På TV 2 Sportens hjemmeside er der lavet en dedikeret underside, giro.tv2.dk, der kun omhandler Giro d’Italia. Her blev der både lavet nyheder, etapereferater, rytter- og etapeprofiler, historieafsnit og meget meget mere.

Vi brugte giro.tv2.dk til at levere de nyheder, der havde stor almen interesse og nyhedsværdi. Det blev gjort gennem klassiske nyheder, når vi havde historierne til det. Og mens løbet var i Danmark blev der lavet Storify-nyheder, hvor historierne var bygget op omkring tweets på Twitter fra de ryttere, der kørte med i Giro d’Italia-feltet.

Herunder følger en gennemgang af de ting, vi publicerede på TV 2 Sportens Giro d’Italia hjemmeside.

Artikler

Mange af vores historier havde dog ikke en decideret nyhedsvinkel. En historie om hvornår man skal sørge for at spise på en bjergetape, er ikke relevant indhold for et nyhedssite som Giro.tv2.dk. Derfor blev antallet af nyheder produceret til det site også yderst begrænset – især mens vi var i Italien. Her var det kun de vigtigste nyheder, som f.eks. på 20. etape fra toppen af Passo dello Stelvio, hvor vi tog en mere decideret reporter-kasket på, fordi TV 2 Sportens egen reporter, Michael Stærke, ikke var til stede og derfor ikke kunne lave reaktioner til nettet.

Eksempel på artikel publiceret på Giro.tv2.dk

Giro-kortet

Giro d’italia har på mange måder ikke store indlysende emner til at lave mapping over. Men fordi løbet startede i Danmark, var planen at tage ud langs ruten og se, hvordan danskerne hyldede Giro d’Italia. Det blev dog videreudviklet til et digitalt kort, hvor danskerne selv kunne plotte deres hyldest til Giro d’Italia ind.

Interaktivt kort hvor danskerne kunne dele deres Giro-hyldest. Du kan se kortet og dets punkter på http://sporten.tv2.dk/giro/girokort.php/

Vores overvejelser gik på, hvordan vi kunne gøre det attraktivt for folk at bruge relativt lang tid på at tage billeder og uploade dem til vores kort. Der blev diskuteret præmier for den bedste hyldest, men det endte uden præmier og alligevel fik vi et stort antal punkter langs ruterne i Danmark, men også hyldest-billeder helt fra de danske soldater i Afghanistan.

Kortet kastede også flere historier af sig til giro.tv2.dk: Se Danmarks Giro-hyldest (http://sporten-dyn.tv2.dk/cykling/article.php/id-50227496:pink-p%C3%A5fund-se-danmarks-girohyldest.html) og senere  en top 5 over skøre pink påfund (http://sporten.tv2.dk/cykling/article.php/id-50139815:girotop-5-sk%C3%B8re-pinke-p%C3%A5fund.html)

Selvom der var meget arbejde i at få kortet til at fungere, mener vi, det blev en succes med 147 indsendte billeder eller beskrivelser. Det kunne dog være blevet endnu bedre, hvis sammenspillet mellem TV-dækningen og kortet havde været bedre. Eksempelvis hvis ting, der var på kortet, blev vist på TV, så kunne Dennis Ritter og Rolf Sørensen promovere kortet på TV.

Giro-timeline: 

Giro d’Italia var en stor begivenhed i Danmark, og det har også været en lang rejse for Herning og Horsens at få løbet til start i Danmark. Vi fik derfor den idé at lave en såkaldt timeline over hele projektet set fra de danske arrangørers side.

Timeline-værktøjet er blevet brugt af udenlandske medier før, men så vidt vides er det første gang i danske medier, at det blev brugt. Med de mange sjove og vigtige informationer omkring Giro d’Italia-projektet blev timelinen et overskueligt og flot præsenteret stykke journalistik.

På tidslinjen fik brugerne mulighed for at følge Giro d'Italias vej til Danmark fra den spæde første ide til selve etaperne. Se den her: http://sporten-dyn.tv2.dk/giro/timeline.php/

Som det var tilfældet med Giro-kortet, så kunne det dog godt have fået et endnu bedre liv. Flere gange blev der i studieudsendelserne talt om, hvordan løbet nu var kommet til Danmark. Det perfekte sammenspil havde været, at værterne Thomas Kristensen og senere Dennis Ritter havde henvist til den timeline, hvor seerne kunne have fået et yderst detaljeret overblik over den indsats, der er blevet ydet af Herning og Horsens.

Storify:

Mens løbet var i Danmark var 3 studerende sat af til at overvåge Twitter systematisk efter historier. De blev så leveret til giro.tv2.dk ved hjælp af værktøjet Storify. Her er det muligt at hive tweets ind og levere dem i et overskueligt layout.

 

Et eksempel på en Storify, her om rytternes indtryk af Danmark. Se hele artiklen på http://storify.com/tv2cykelsport/03

Flere af artiklerne fik god respons fra læserne på giro.tv2.dk. Ovenstående artikel blev læst mere end 11.000 gange, hvilket ifølge Lars Fink, redaktør for TV 2 Sportens hjemmeside, er rigtig godt for en artikel på nettet, som trods alt har en relativt lille målgruppe. TV 2 Sportens reporter Mikkel Carøe udtrykte tilfredshed med Storify og kunne godt se det som et fremtidigt værktøj, når de lancerer en ny hjemmeside.

I projektet valgte vi at droppe brugen af Storify helt, da løbet kom til Italien. Selvom rytterne tweetede under løbet, så var der ikke substans og nyhedsværdi nok i deres tweets til at vi kunne bruge dem til en hel Storify. I stedet tog vi enkelt tweets og smed det ind i vores ‘Bag om Giroen’-dækning. Storify var dog hele tiden en mulighed, hvis en stor dopingsag eller lignende skulle opstå under Giro d’Italia. Det var dog – heldigvis – ikke tilfældet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *