Argumentanalyse

Vores hovedprodukt under Giro d’Italia var ’Bag om Giroen’. Derfor har vi valgt at lave en argumentanalyse over, hvorfor ’Bag om Giroen’ har en plads i fremtidens journalistiske dækninger hos de store danske mediehuse.

Påstand 1: ‘Bag om Giroen’-konceptet med en liveblog der inkluderer videoer, billeder og brugerkommentarer har en plads i fremtidens onlinejournalistik, når det gælder store sportsbegivenheder.

Belæg 1: Bag om Giroen og dens indhold lægger op til, at brugerne skal deltage aktivt ved at stille spørgsmål og komme med ideer til historier i det fremtrædende kommentarfelt. Det får brugerne til at føle sig “som en del af holdet”.

Belæg 2: Journalisternes arbejde bliver udnyttet til fulde på flere platforme, hvilket er en gevinst i en presset mediebranche.

Belæg 3: I gennemsnit brugte hver besøgende i ‘Bag om Giroen’ 45 minutter på siden.

Belæg 4: Til holdpræsentationen havde ‘Bag om Giroen’ 1.541 læsere og 1.435 læsere på 2. etape. Det ud af TV 2 Sportens på det tidspunkt ca. 54.000 likes.

Hjemmel: Når så mange af TV 2 Sportens brugere viser interesse for Bag om Giroen og tilmed bliver derinde i 45 minutter, så viser det at denne form for journalistik har et ståsted i fremtidens mediebillede.

Rygdækning: Ifølge Peter From Jacobsen, fagmedarbejder på Update (center for efter- og videreuddannelse af journalister), får brugerne en følelse af at være med på holdet, når de direkte kan få og se deres indflydelse afspejlet i en given journalistisk dækning.
Jævnfør Dan Froomkin, politisk redaktør for Huffington Post og tidligere reporter for blandt andre Washington Post, giver brugerinteraktion læserne en stemme. Vi bør ifølge ham forfølge et mål om at inkludere det bedste fra brugerdeltagelsen, så relevante personlige historier og velargumenterede holdninger bliver en del af rapporteringen (“Sådan redder vi journalistikken” af Jakob Elkjær)

Gendrivelse: Fordi brugerne får mulighed for at få indflydelse på det journalistiske produkt, så er det ikke ensbetydende med, at de vil tage konceptet til sig på den lange bane. Samtidig er det et forholdsvis lille antal, som fulgte med.

Gendrivelse af gendrivelse: I ‘Bag om Giroen’ oplevede vi, at de mest aktive af brugerne blev ved med at vende tilbage og stille spørgsmål. Nye ting og koncepter tager tid at implementere i brugernes onlineadfærd, og derfor tager nye initiativer tid, før de bliver en succes.

—————————————

Påstand 2: Bag om Giroen kræver ikke for mange journalister til at fungere i den medievirkelighed, der eksisterer i 2012.

Belæg 1: En videreudvikling af konceptet jævnfør Livecenter 2.0 vil frigøre nogle af de journalister, der i dag er beskæftiget med andre opgaver. Livecenter 2.0 er vores eget bud på en optimering af en online livedækning af sportsarrangementer.

Belæg 2: Når der allerede er en journalist sat af til at lave en liveopdatering, vil det ikke være en væsentligt større arbejdsbyrde også at tage sig af brugerkommentarer eller at poste videoer og billeder.

Hjemmel: Når det tidligere mandskabs arbejdsopgaver kan ændres, sådan at de kan styre både gamle opgaver og nye – som ‘Bag om Giroen’ – så er der ikke tale om en ekstraudgift.

Rygdækning: Journalist på St. Petersburg Times Lana DeGregory fortæller i bogen “Sådan redder vi journalistikken”, om hendes tanker inden sit første webprojekt med nye og ukendte arbejdsopgaver: “Jeg var bange, og jeg følte mig dum(..). Før the Girl in the Window (et multimedieprojekt, red) havde jeg aldrig lavet et webprojekt. Det var ikke noget, jeg lærte af mig selv. De var nødt til at vise mig det, før jeg så lyset.” Man er altså nødt til at vise journalisterne, hvordan de skal varetage nye opgaver, før de kan se ideen i dem.

Gendrivelse: I disse krisetider skal alt skæres ned til mindst muligt. Derfor er selv blot en eller to journalister mange at bruge på et projekt for et dansk mediehus.

—————————————

Påstand 3: Bag om Giroen giver brandmæssig værdi for alle mediehuse.

Belæg 1: Bag om Giroen dækker ikke kun en aktuel begivenhed, den brander også den enkelte journalist med billede og navn, og for brugeren er der nem og direkte adgang til journalisten.

Belæg 2: Overfor brugeren viser det, at man er tager dem alvorligt, når man gerne vil have dem til at bidrage til journalistikken.

Belæg 3: I en moderne medieverden, hvor websites er i skarp konkurrence med hinanden og mange onlinemedier ligner hinanden med de samme historier, sender det et vigtigt signal at brande sig på noget unikt.

Hjemmel: Når brugeren bliver taget alvorligt, vil deres respekt også vokse over for det enkelte medie, hvilket så vil være ensbetydende med et stærkere brand.

Rygdækning: Jævnfør Jakob Elkjærs bog “Sådan redder vi journalistikken” er magten ved langsomt at skifte fra medieinstitutionen til en enkelt redaktør eller reporter, hvis denne har skabt sig et navn. Publikum retter sin opmærksomhed mod enkelte stemmer, og de reportere som folk linker til, får et varemærke, uanset hvor de arbejder. Det betyder at det i fremtiden bliver vigtigt også at brande de enkelte journalister med et særligt stofområde med billede og navn.

Gendrivelse: Bare fordi et mediehus prøver noget nyt og nyskabende, er det ikke sikkert at brugerne vil tage imod det, eller at opfatte det som en forstærkning af et mediehus brand.

Gendrivelse af gendrivelse: Nye ting og initiativer tager tid at køre ind, ligesom det tager tid for brugerne at opdage dem, vænne sig til dem og ikke mindst bruge dem. Men skal et moderne mediehus overleve, er man nødt til at tage nyskabende chancer for at adskille sig fra mængden.

—————————————

Påstand 4: Manglende synlighed af et journalistisk onlineprodukt giver færre brugere.

Belæg 1: Der er tydelig forskel på antallet af brugere i ‘Bag om Giroen’ på en dag, hvor vi reklamerede for Bag om Giroen i en facebookupdate, modsat når vi ikke teasede for det. Det fremgår af vores statistik.

Belæg 2: ‘Bag om Giroen’-konceptet er helt nyt. Derfor er det ikke noget, som brugerne kan lede efter, hvis de ikke ved, det eksisterer.

Hjemmel: Når der kommer færre brugere, fordi der ikke bliver reklameret, så viser det, at synlighed og opmærksomhed har betydning for antallet af brugere.

Rygdækning: Vores statistik for det daglige antal brugere i ‘Bag om Giroen’, når vi havde lavet “reklame” for det i en statusopdatering på Facebook kontra når vi ikke havde lavet det. – se tallene længere nede på denne side.

Gendrivelse: Synlighed er ikke nok til at give flere brugere, hvis det produkt, der bliver reklameret for ikke giver brugeren merværdi.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *